Frederik II blev født 1. juli 1534 – altså for 489 år siden.

10 facts om kongen:

1. Levede 1534-1588

2. Forældre: Christian III og Dorothea af Sachsen

3. Gift med sin kusine, Sophie af Mecklenburg og fik7 børn, bl.a. far til Christian IV

4. Konge over Danmark og Norge 1559-1588

5. 1563-1570: Den nordiske 7-årskrig

6. 1567: Øresundstolden omlægges.

7. 1576: Kongen overdrager øen, Hven til Tycho Brahe.

8. 1581-1585: Kongetapeterne til Kronborgs store sal væves

9. 1585: Renæssanceslottet Kronborg står færdigt

10. Kongens monogram var et sammenslynget F (Frederik) og S (Sophie)

Han blev konge af Danmark og Norge som 25-årig fra 1559. Allerede efter 4 år som konge fandt den nordiske 7-års krig sted. Det var en krig, som kom i udbrud mellem Danmark/Norge og Sverige.

Han søgte at løse krisen mellem de to lande ved at foreslå et forsoningsægteskab mellem broderen, hertug Magnus (1540-83) og en svensk prinsesse. Tilbuddet blev ikke modtaget.

To konger, tre kroner og fire løver

I Sverige er den 27-årige Erik 14. netop tiltrådt som konge. Begge de to nye konger er unge, ambitiøse, ærekære og ekstremt velhavende. De vil beherske Norden og Østersøen, og de har ressourcerne til at få det til at ske – tror de da!

I 1563 kræver Frederik, at svenskerne godkender hans brug af Sveriges tre kroner i sit våbenskjold. Erik vil derimod bruge Danmarks tre løver og Norges ene løve i sit. Provokationen er åbenlys og krigserklæringen klar.

Da Syvårskrigen begyndte i 1563, troede man, at det ville blive en lynkrig. Problemer bremsede dog hurtigt krigen. Hære og flådestyrker var vanskelige at opretholde, og Sveriges skove og klipper var næsten umulige at forcere.

Krigen blev en lang og opslidende affære, hvor ingen af parterne havde kræfter til at overvinde modstanderen.

Lynkrigen blev til udmattelseskrig

De første fire års krig er præget af sort uheld. En hær på 25.000 lejesoldater, der strejker, gør mytteri og plyndrer lystigt, så snart deres løn ikke udbetales til tiden. Et søslag, der går i vasken, fordi krudtet er blevet vådt, og mandskabets forsøg på at tørre det fører til, at skibet eksploderer. En flåde, der bliver totalsmadret af en orkan. Felttog, der sættes skakmat af de tætte, uvejsomme svenske skove og klipper. Forsyningsvanskeligheder. Pest. En tom krigskasse.

I de dybe, svenske skove

Noget må gøres. Frederik II beslutter at sende en hær ind i Sverige. Plan A er at slå svenskerne i et afgørende slag og vinde krigen. Plan B: at knække den svenske moral ved hærgen og plyndring. I oktober 1567 marcherer adelsmanden Daniel Rantzau af sted med 6.000 mand.

Det lykkes at indtage Jönköping – men sejren er ikke meget værd. Svenskerne er flygtet og har brændt byen af. Rantzau fortsætter nordpå med syge, forfrosne og sultne soldater. Han beder kongen om forstærkninger, men de kommer aldrig. I januar 1568 må han til sidst indlede et tilbagetog fra Söderköping.

Krigen slutter med status quo

Efterhånden bredte krigstrætheden sig. På begge sider var enorme mængder civile blevet dræbt af hærgende soldater. I Sverige var 100.000 ud af en befolkning på 700.000 døde, og kongen var blevet sindssyg. Danmark var på nippet til at gå fallit på grund af de enorme udgifter til krigen. Nabolandene pressede på for at få fred, så handelen på Østersøen kunne genoptages.

I december 1570 blev der sluttet en fred. På papiret var Danmark sejrherre, fordi Sverige skulle betale store krigsskadeserstatninger. Alligevel sluttede krigen, uden at styrkeforholdet mellem Danmark-Norge og Sverige var ændret. Kun var der skabt et indædt og varigt svensk had til Danmark.

Efter krigen

Frederik II’s regering efter 1570 var præget af bestræbelserne på at opretholde den danske magtposition i Østersøen og modarbejde en til tider stærkt følt trussel fra de katolske magter. Bartholomæusnatten i Frankrig i 1572 og formodede katolske kupplaner mod Danmark fik ham således til at bygge den stærke fæstning Kronborg. Samtidig moderniseredes den danske flåde, så den blev en af Europas største og mest avancerede.

I en stort anlagt prestigepolitik betonedes efter Syvårskrigen kongemagtens og det danske riges status. Bestræbelserne havde også et bevidst kulturpolitisk sigte, som ikke mindst Frederik II’s generøse støtte til Tycho Brahes projekter viste. Kongen gav Tycho Brahe øen, Hven, så han kunne bygge sit observatorium.

I sine sidste leveår blev Frederik en af førerskikkelserne i den protestantiske verden. Hans forsøg på at bygge bro mellem lutheranere og reformerte og samle de protestantiske fyrster i en union til kamp mod den fremtrængende katolicisme førte imidlertid ikke til varige resultater.

Kronborg

I over 400 år var Kronborg og fæstningen ved Helsingør hovedsæde for opkrævningen af Øresundstolden. Det begyndte allerede i 1400-tallet, da Erik af Pommern byggede en fæstning på stedet, som fik navnet Krogen. Udover opkrævning af Øresundstold, sikrede fæstningen også, at Danmark som den dominerende magt i Norden havde kontrol med hvilke fremmede magter, der bevægede sig ind i Østersøen. På den tid, under Kalmarunionen, blev Østersøen nemlig opfattet og behandlet som indre dansk farvand.

Lidt over hundrede år senere, i midten af 1500-tallet, havde ny våbenteknologi imidlertid gjort den gamle middelalderfæstning Krogen forældet, og den nye konge, Frederik II, besluttede derfor at modernisere og effektivisere selve fæstningsværkerne med bastioner og kasematter, og samtidig blev et helt nyt og moderne renæssanceslot, Kronborg, bygget som en passende ramme om den nye konges hurtigt voksende familie.

Bygningen af Kronborg tog over ti år, og gik gennem flere faser. Slot og tårne blev først bygget i rødsten med sandstensfriser, men det var også den måde adlen byggede sine godser på, og efter Frederik II’s mening skulle der være forskel på konge og adel. Så derfor lod Frederik II Kronborgs røde mure dække helt af smukke, hvide sandsten fra Skåne og Gotland.

Slottets hvide facader kombineret med de rødlige kobbertage og de gyldne tårne var et imponerende og prangende skue for alle, der kom sejlende gennem Øresund. Slottet havde kostet gevaldig mange penge at bygge og udsmykke, og Øresundstolden blev derfor over årene gradvist omlagt og hævet for at dække regningen.

Det frustrerede alle, der måtte igennem Øresund for at drive handel i Østersøen, men med slottets truende kanoner rettet direkte mod skibene i sundet, turde de søfarende ikke andet end at betale kongen for at sejle forbi.

Og ikke alene steg tolden per skib, men antallet af skibe voksede faktisk også markant i løbet af 1500-tallet, og det skæppede godt op i kongens pengekiste. Øresundstolden var nemlig kongens egne penge, som Frederik II kunne bruge til sine egne projekter, heriblandt Kronborg

Kronborg blev et af renæssancens fineste slotte. Handelsmænd, diplomater og kongelige berettede om det storslåede slot og hoflivet med pomp, pragt og kanonskåler. Beretningerne om Kronborg nåede hele vejen til England og inspirerede Shakespeare til at bruge slottet som ramme for sit drama om Hamlet.

Det overdådige hofliv forsvandt dog gradvist, efter at slottet brændte i 1629. Her tog flammerne det meste af slottets dyrebare møbler, malerierne og kobbertaget. Slottet blev genopbygget, men i 1658 besatte og plyndrede den svenske konge, Karl Gustav, det og kun efter intervention fra europæiske stormagter kom Kronborg i foråret 1660 atter tilbage på danske hænder.

Far til Christian IV

Frederik II var ordblind, og da han ikke kunne skrive, blev han kendt for at diktere sine breve, som på ingen måde var dårligt formulerede. Allerede dengang fandt man altså ud af, at ordblindhed ikke har noget med intelligens at gøre.

Frederik II blev i 1572 gift som 38-årig med sin 15 år yngre kusine, Sophie af Mecklenburg. Han havde været forelsket i en adelsdame, og et ægteskab med den engelske dronning Elizabeth havde også været på tale. Han regerede i 18 år fra 1559-1588 og de fik 7 børn sammen – først to prinsesser og herefter i 1577 den kommende konge, Christian IV.

Udover Kronborg erhvervede Frederik II i 1560 herregården, Hillerødsholm, og opførte første del af Frederiksborg Slot, som kongens søn, Christian IV senere rev ned og i stedet byggede det renæssanceslot, vi i dag kender som Frederiksborg Slot.

Frederik II døde Skærtorsdag, d. 4. april 1588 og blev begravet i Roskilde d. 5. juni. Lig-præsten holdt en tale, hvori han antydede, at kongen var død af alkohol. Dette blev meget omdiskuteret, og præsten blev afsat 7 år efter kongens død. Efterfølgende har man fundet ud af, at Frederik II døde af en lungesygdom – formentlig kræft.

Kongens valgsprog: Gud er min tilflugt og fortrøstning.

Kilder:

Natmus.dk
Danmarkshistorien.dk
Dnm.dk
Kongegrave.dk

Christian IV var søn af Frederik II og Sophie af Mecklenburg og blev født 12. april 1577 i Hillerød. I 1618-1620 anlagde Christian IV St. Dyrehave.

10 facts om kongen:

1. Født 12/4-1577i Hillerød, død 28/2-1648 i København

2. Den mest portrætterede danske monark

3. Fik 24 børn med 5 forskellige kvinder

4. Skrev over 3.000 breve

5. Han udviste faderlig omsorg for sine børn

6. Mistede synet på det højre øje i krig og ville herefter kun portrætteres fra venstre side.

7. Sangen ”Kong Christian stod ved højen mast” er en hyldest til kongens egen deltagelse i krigen mod svenskerne.

8. Har 5 byer opkaldt efter sig: Christianshavn (DK), Kristianstad og Kristianopel (S), Christiania (Oslo) og Kristiansand (N)

9. Fik bygget det til dato største renæssanceslot i Norden.

10. Var konge i 60 år og regerede et rige, der hverken før eller siden har været større.

Han opholdt sig i sine første to år hos sine bedsteforældre i Mecklenburg og blev som 3-årig udnævnt til tronfølger. Da Frederik II døde i 1588, var Christian IV kun 11 år.

Frem til kroningen i 1596 var det Rigsrådets 4 medlemmer, der styrede landet – enkedronning Sophies indflydelse var meget begrænset. Opdragelsen af Christian blev foretaget af den danske adelsmand, Hak Ulfstand, som lagde vægt på kristen moralfilosofi og alle de intellektuelle og fysiske færdigheder, heriblandt sprogkundskaber, som tidens humanistiske fyrsteideal krævede. Dermed blev Christian godt uddannet – noget, hans ordblinde far lagde stor vægt på.

Kroningen i København 1596 blev en storslået premiere, hvor den fysisk og psykisk stærke konge bl.a. brillerede ved konkurrencer i ringridning og de dertil hørende pragtfulde optog gennem byen.

Fra sin far havde Christian IV arvet opgøret med et ekspanderende Sverige. I 1611 samtykkede rigsrådet i at erklære Sverige krig, da kongen ellers truede med at gøre det i sin egenskab af holstensk hertug. Kalmarkrigen 1611-13 viste de to landes militære jævnbyrdighed, selvom freden i Knærød 1613 var til dansk fordel. Sverige måtte bl.a. betale for tilbagelevering af fæstningen Älvsborg.

Indtægterne fra Øresundstolden tilhørte formelt kongen, og sammen med de svenske løsepenge for Älvsborg gjorde de omkring 1620 Christian IV til en af Europas rigeste fyrster. Frem til interventionen i Kejserkrigen 1625 kunne han derfor optræde som långiver for danske adelige og for nordtyske fyrster.

Pest

Den 15. januar 1625 udstedte Christian IV på Københavns Slot en forordning til sikring af landets borgere på baggrund af flere pestepidemier, som havde ramt Danmark i perioden 1599 til 1620. Pesten ramte igen København i foråret 1625 i forbindelse med den danske deltagelse i Trediveårskrigen (1618-1648). De velhavende og lærde flygtede ud af byen, hoffet flyttede til Kolding og almuen blev tilbage i byen. Lovteksten består af to afsnit. Det første beskriver forhold, der skal sikre mod et pestudbrud, og det andet opstiller retningslinjer for, hvordan man skal forholde sig under et pestudbrud, sådan at smittefaren mindskes. Forordningen var banebrydende på to punkter:

1. epidemier fastlagdes her som et offentligt ansvarsområde

2. forordningen var alment gyldig for hele befolkningen.

Loven udstak retningslinjer for, hvordan offentlige personer som bl.a. præster, ligbærere og gravere skulle forholde sig ved håndtering af et offer for pest, blodsot eller anden smitsom sygdom. Ved udbrud skulle sygdomsramte adskilles fra de raske, sikres mad og medicin, begravelserne skulle være hurtige og små i omfang, og den sociale orden skulle opretholdes. Men der var ikke meget, der kunne gøres, og forordningen foreskriver da også, at der flittigt skulle bedes til Guds nåde.

Ægteskab og børn

Christian IV blev i 1597 gift med Anna Cathrine af Brandenburg. Hun døde som 37-årig i 1612 efter at have født tre levedygtige sønner. Kongen forelskede sig derefter i den danske adelsdame Kirsten Munk, som han giftede sig med til venstre hånd i 1615. De næste 14 år var Kirsten Munk gravid 12 gange, og de mange graviditeter tog hårdt på ægteskabet. I 1630 forlod Kirsten hoffet og blev efterfølgende beskyldt for utroskab, spionage og forsøg på at myrde kongen. Christian IV havde i 1629 indledt et forhold til den borgerlige Vibeke Kruse, med hvem han fik yderligere to børn. Kongen fik omkring 24 børn med fem forskellige kvinder.

Krige

Christian IV var flere gange i krig. Han havde arvet sin fars, Frederik II’s had mod svenskerne og så Sverige som den største trussel (en slange) mod Danmark (og Norge, Slesvig-Holsten samt Skåne, Halland og Blekinge). Sverige var et u-land – Danmark et i-land. Sverige ville erobre de baltiske lande samt få Halland, Blekinge og Skåne, da det var rige provinser. Første krig var Kalmarkrigen 1611-1613, men rigsrådet ville ikke bevilge kongen de nødvendige penge, så det blev en kneben sejr.

I 1620erne ønskede Christian IV at involvere sig i 30-årskrigen, men Rigsrådet nægtede at give tilladelse. Christian IV valgte alligevel at gå i krig og led et sviende nederlag. I 1643 invaderede svenskerne Danmark. Det var under Torstenssonfejden, at den aldrende konge stod ved højen mast i røg og damp – en begivenhed der har været med til at gøre ham til en af de mest berømte konger i Danmark. De mange krige tærede på statens finanser, og den før så velhavende Christian IV efterlod sig et fattigt rige. Kongens sidste år var præget af modgang. Under Sveriges angrebskrig mod Danmark, Torstenssonfejden 1643-45, mistede han synet på sit højre øje under søslaget ved Kolberger Heide 1644. 

Bygninger

For udlændinge var København alt andet end imponerende: Den danske hovedstad manglede al den pragt, som Sydeuropas metropoler havde, og de 30.000 indbyggere var stuvet sammen på et indeklemt område. Overhovedet ikke en hovedstad, der passede den ambitiøse Christian IV.

Derfor satte han sig straks efter sin kroning for at gøre København til en af Europas prægtigste byer.

Fra faren havde han arvet en bugnende pengekasse, og den fik ikke lov til at samle støv. Pompøse bygninger som Børsen, Rosenborg og Rundetårn skød op, og hovedstaden blev udvidet til det dobbelte.

Kongen var så optaget af Københavns forvandling, at han kontrollerede håndværkernes arbejde personligt. På byggepladserne kunne han fx finde på at kritisere murermesteren for, at kalken klumpede i mørtelen.

Kongens navn går igen i næsten alle de byer, han grundlagde: Christianshavn, i Skåne Kristianstad (1614) og Kristianopel (1599), i Norge Christiania (det senere Oslo, 1624) og Kristiansand (1641). Byerne, hvoraf flere var befæstet, var bl.a. tænkt som merkantile brohoveder i riget, fx Glückstadt i Holsten (1617), anlagt som konkurrent til Hamburg. I byanlæggene viste Christian IV interesse for de italienske renæssanceteorier om idealbyen, der var opbygget over en regelmæssig central plan såsom et gadenet opbygget i stjerneform (Nyboder, Glückstadt) eller over et kvadratnet (Kristianstad, Kristiansand). Christian IV’s rolle ved udformningen af disse bygninger og anlæg var utvivlsomt betydelig, hvilket fornemmes af hans breve til bygmestrene. Man kender ikke bygningstegninger fra kongens hånd, men hans egenhændige bemærkninger ses fx på en plan over en befæstning på Flekkerø ved Kristiansand i Norge fra 1636 (Rigsarkivet), og han leverede selv udkast til inskriptionen på Rundetårn.

Rundetårn

For Christian IV handlede astronomi om meget mere end stjernernes placering.

Som næsten alle datidens dannede var han overbevist om, at stjernerne havde betydning for livet på jorden, og at astrologi og astronomi var to sider af samme sag.

Bl.a. derfor ønskede kongen et tårn, hvorfra videnskabsfolk kunne observere stjernehimmelen. Hans håb var, at de så ville lave mere præcise horoskoper.

Rundetårn er i dag Europas ældste fungerende observatorium.

Som forstander for det kommende observatorium ansatte kongen Christian Sørensen Longomontanus – elev af den legendariske Tycho Brahe, der grundlagde den moderne astronomi.

Longomontanus foretrak tårnet anbragt langt uden for København. Men kongen mente, at et centralt placeret tårn også kunne tjene et praktisk formål som kirketårn – samt om nødvendigt indgå i byens forsvar.

Tårnet har ikke trapper, men en snegleformet gang, der fører helt til toppen. Så kunne forstanderen uden anstrengelse transportere sine bøger og astronomiske instrumenter helt op i tårnet i en hestevogn.

Byggeriet af det næsten 35 m høje Rundetårn stod færdigt i 1642, mens den tilhørende Trinitatiskirke blev indviet i 1656.

Religionen bandt samfundsordenen sammen. På tårnet ses en rebus, som skildrer sammenhæng mellem religion og magt i det religiøse samfund af luthersk-evangelisk tro. Den måtte man under ingen omstændigheder tvivle på.

” Herre, led den rette tro i hjertet på Christian IV – den kronede konge”

Nogle løste dog rebussen som: ”Doktoren ridser krimskrams i hjertet på Christian firtal”

Slotte

Frederiksborg Slot blev bygget af Christian IV i 1600-tallets første årtier og er Nordens største renæssanceanlæg. Byggeriet skulle fremhæve og styrke Christian IV’s position som en magtfuld europæisk monark. Derfor er slottet rigt udsmykket med symbolske og dekorative elementer som det imponerende Neptunspringvand og Kongefløjens marmorgalleri.

Frederiksborg Slot ligger smukt på tre små holme i Slotssøen i Hillerød. Inden for slottets mure venter store kulturelle oplevelser for hele familien, mens de naturskønne omgivelser indbyder til fredfyldte havevandringer og sejlture.

Bønder fra Odsherred skulle komme kørende med gode sten og andre byggematerialer fra området til at bygge Frederiksborg Slot. De måtte slæbe sten gratis, soldater skulle grave voldene og blev fysisk nedslidte. Hvis de ikke gjorde det, som kongen forlangte, kom de i hullet på Frederiksborg Slot og skulle selv holde sig med kost. Springvandet i gården skulle pudses, og her blev folk fra Hillerød hentet ind, og hvis de ikke pudsede det, blev de også puttet i hullet i det store tårn.

Mens slottet blev bygget, boede Christian IV i et stort italienskinspireret lystslot kaldet Sparepenge, som han havde fået bygget på den anden side af søen. I 1720 blev lystslottet revet ned, og man anlagde i stedet en smuk barokhave. 

Rosenborg Slot: Det gamle middelalderslot, Københavns Slot, var håbløst gammeldags, så Christian IV manglede som ung, ambitiøs renæssancefyrste en passende bolig i København. Han opkøbte derfor 40 grunde udenfor Nørrevold i 1606, der udover at lægge grund til hans lystslot også kunne rumme en pragtpark og en køkkenhave til at forsyne hoffet. Christian IV var muligvis selv arkitekt på bygningen, assisteret af underordnede håndværkere.

Slottet startede beskedent som en lille eremitage, men i løbet af 28 år undergik det fire byggefaser og stod færdigt i 1633 som det slot, vi kender i dag. Christian IV elskede at opholde sig på slottet, der blev hans yndlingsslot. Kærligheden til slottet var så stor, at han som døende på Frederiksborg Slot befalede, at han skulle transporteres på slæde til Rosenborg Slot for at ende sine dage.

Valgsprog: Gudsfrygt/fromhed styrker rigerne

Kilder:

Danmarkshistorien.dk
Lex.dk
Dnm.dk
Historienet.dk
Grænseforeningen.dk
Dr.dk/bonanza
Arslonga.dk

Frederik V Født 31. marts 1723 på Københavns Slot. Død 17. januar 1766 på Christiansborg Slot i København. Søn af Christian VI og dronning Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. Konge af Danmark og Norge 1746-1766.

10 facts om kongen:

1. Levede 1723-1766

2. Barnebarn af Christian IV

3. Søn af Christian VI og Sophie Magdalene

4. Gift med den engelske prinsesse Louise i 1746 med hvem han fik 4 børn

5. Gift med den tyske prinsesse Juliane Marie i 1752 med hvem han fik arveprins Frederik.

6. Regerede gennem sin ven og rådgiver, Adam Moltke

7. Var populær blandt folket

8. Danmarks første industriby, Frederiksværk, er opkaldt efter kongen.

9. Fik bygget mange kulturinstitutioner, bl.a. Det Kongelige Teater

10. Døde formentlig af druk.

Frederik V havde allerede som kronprins en utrolig appetit på livet og førte et udsvævende liv. Hans far, Christian VI, overvejede at umyndiggøre ham. Det blev dog frarådet, da det stred mod Kongeloven og i øvrigt ikke ville se godt ud for enevældet. 

I et forsøg på at dæmpe kronprins Frederiks udskejelser fik hans forældre ham gift med prinsesse Louise af Storbritannien i 1743. Frederik V og Louise var begge udadvendte og livsglade mennesker og var meget populære i befolkningen. Dronning Louise døde imidlertid i sin barselsseng som 27-årig i 1751, men havde forinden født fire levedygtige børn, heriblandt den senere Christian VII.

Kongen giftede sig på ny i 1752 med den tyske prinsesse, Juliane Marie. Den nye dronning formåede ikke at fastholde kongens interesse, og kongen fortsatte ufortrødent sine udskejelser, der med tiden fik et voldeligt udtryk.

Frederik V hverken kunne eller ville regere Danmark. Kongen, der var vokset op i et strengt og fromt hjem, var mere livsnyder, og især efter dronningens pludselige død i 1751, nød han såvel vin som kvinder i overflod. Han huskes dog som ærlig, godhjertet, mild og forstående i sin kongelige enevælde.

Han havde fået en mangelfuld uddannelse og var helt afhængig af sine rådgivere. Heldigvis havde han en god ven i adelsmanden, Adam Gottlob Moltke, der i 1743 var blevet hofchef for den unge kronprins Frederik. Moltke blev en slags faderskikkelse for prinsen. Da Frederik V blev konge i 1746, trådte Moltke til som rigets reelle regent, hvilket han blandt andet kunne på grund af den tillid, kongen havde til ham. Moltke forsøgte at dække over kongens udsvævende liv, men paradoksalt nok mente offentligheden, at det var Moltke, der ledte kongen i uføre. Da kongen døde, døde han i Moltkes arme. Kongens hovedinteresse var jagt, kvinder og alkohol og han opholdt sig ofte på Jægersborg Slot.

Krig

I 1743 var han på tale som svensk tronfølger. De svenske bønder og de gejstlige havde fået øje på den danske kronprins. Da et modstanderparti ønskede en tronfølger fra det gottorpske hus, drog omkring 7000 Dalar-karle bevæbnede til Stockholm og forlangte, at prins Frederik af Danmark skulle vælges. En blodig kamp opstod derpå i Stockholms gader og Dalar-karlene måtte vige for overmagten. I stedet valgtes så den af Rusland foreslåede hertug, Adolph Frederik, til svensk tronfølger.

Episoden havde nær udviklet sig til en dansk-svensk krig, da der blev oprustet på begge sider. Kronprinsen selv var rejst til Norge for at påtage sig kommandoen over de derværende tropper.

Mens syvårskrigen (1756-1763) mellem Tyskland og Østrig rasede og næsten hele Europa deltog, havde Frederik V i flere år en hær på 24.000 mand stående i Holsten for at beskytte dansk neutralitet. Da franske og engelske kaperskibe bordede både danske og svenske handelsskibe, sluttede han forbund med Sverige om, at hvert land holdt en flåde på 8 orlogsskibe i søen for at beskytte de neutrale flag. Senere tiltrådte Rusland også dette forbund og deltog med 12 orlogsskibe sammen med de 16 svenske og danske skibe.

I sommeren 1762 var Danmark på randen af udslettelse. Ruslands tsar havde nemlig set sig gal på den danske konge.

Den nye russiske hersker, Peter III havde aner til den gottorpske hertugslægt i Slesvig, som længe havde været danske kongers fjender, og derfor gjorde Peter III sit had til den danske kongeslægt til et russisk hovedanliggende. Han forlangte Slesvig tilbage og da det blev afslået, truede han med ikke alene at erobre Slesvig og Holsten, men også et jage det danske kongehus ud af Europa, og forvise det til kolonien Trankebar i Indien. En russisk hær på 40.000 mand fik ordre til at marchere mod Holsten.

Frederik V havde længe været forberedt på situationen og rustede sig til kamp mod det mægtige Rusland. En flåde på 36 orlogsskibe krydsede rundt i Østersøen og hæren forøgedes til 71.000 mand, hvoraf en afdeling på 40.000 mand rykkede ind i Mecklenburg for at møde russerne. På stålværket i Frederiksværk producerede arbejderne kanoner som gale. Men Danmark stod alene. Der var ingen hjælp at hende hos hverken Storbritannien, Frankrig eller Preussen, og Frederik V anråbte de højere magter i en nedskrevet bøn, som han sluttede med et »Frederik, din orm, støv og aske«.

Begge hære stod klar til kamp kun få mil fra hinanden, da en for Danmark uventet lykkelig begivenhed reddede det fra en krig, der kunne være blevet meget farlig. Peter III var blevet væltet af sin egen hustru, Katarina den Store, som fik ham gemt væk og slået ihjel. Krigen var afblæst, og Frederik V kunne ånde lettet op og sende en venlig tanke til vorherre og den nye russiske hersker, der havde forhindret krigen.

Frederiksværk er opkaldt efter Frederik V og er danmarkshistoriens første egentlige industriby. Den opstod i midten af 1700-tallet i forbindelse med en afvandingskanal fra Arresø til Roskilde Fjord. Kanalen blev gravet i 1717-19 for at forhindre oversvømmelser, men kunne også udnyttes til at drive vandmøller.

I årene 1728-46 drev kongemagten en slibemølle nær det nuværende Arresødal, og fra 1751 forsøgte staten sig med kanonfremstilling – dog uden det store held. I 1756 overdrog Frederik V denne virksomhed til Just Fabritius og J.F. Classen mod, at de opførte et krudtværk. Industrikomplekset blev udvidet med et kanonstøberi og fik efter et par år navnet Frederiks Værk. Omkring værket opstod efterhånden en by med arbejderboliger, håndværkere og et rigt handelsliv.

Gjethuset husede kanonstøberiet. Den trefløjede bygning er opført 1761-67 i pudsede kampesten med rødt tegltag. Bygningen er delvis rekonstrueret og fungerer nu som kulturhus.

Krudtværket blev anlagt 1758-60 og er løbende udvidet. Værket består af et stort antal små bygninger, der blev benyttet til boliger, værksteder, lager og produktion. De ældste bygninger er sandsynligvis Kulbrænderiet og Saltpeterladen, der begge er opført 1761-63. Produktionsbygningerne er hovedsagelig opført i træ, krudtlagrene i kampesten, og boligerne i tegl. Værket er i dag indrettet til museum. Krudtværksmuseet er det ældste af verdens to eneste arbejdende krudtværksmuseer

Kultur

Det meste af Frederik V’s regeringstid var en fredstid for Danmark og landet oplevede et økonomisk opsving. I 1757 blev der oprettet en landbokommission, og styret opfordrede til debat om økonomiske og sociale forhold. Kunst og videnskab blomstrede og i kongens tid blev bl.a. Det Kongelige Frederiks Hospital, Amalienborg Slot, Kunstakademiet, Berlingske Tidende samt Den nye Skueplads (Det Kongelige Teater) opført. På Amalienborg slotsplads er opført en statue af Frederik V.

Det Kongelige teater

Tilrejsende havde fundet byen utålelig. Intet teater! Der skulle en festglad konge til, før noget rigtig skete. Frederik V, hvis engelskfødte dronning havde været elev af komponisten Händel, ønskede at kaste glans over København, som derfor fik et ”Akademi for de skjønne Kunster” og København fik et kongeligt teater.

Siden indvielsen d. 18. december 1748 har Det Kongelige Teater haft til huse på Kongens Nytorv, bygget som kongens teater med offentlig adgang for alle byens borgere. Det første teaterhus var tegnet af hofbygmester Nicolai Eigtved, manden bag Amalienborg-palæerne, og det havde plads til ca. 800 tilskuere. I de første sæsoner var det kunstneriske personale beskedent. Ved åbningen bestod det af 8 skuespillere, 4 skuespillerinder, 2 dansere og 1 danserinde. 

Valgsprog. Med klogskab og fasthed.

Kilder:

Natmus.dk
Dnm.dk
Kongernessamling.dk
Fredericiashistorie.dk
Politikenhistorie.dk
Slks.dk
Lex.dk
Visitnordsjælland.dk
Oplevhalsnaes.dk
Kglteater.dk

Historien om H.M. Kong Frederik X opdateres snarest. Herunder ses historien om Kong Hans, som denne etape tidligere hed.

Kong Hans blev født 2. februar 1455 på Aalborghus i Aalborg, død 20. februar 1513 Aalborg som følge af et hestestyrt. Søn af Christian I og Dorothea af Brandenburg og egentlig døbt Johannes. Storebror til Frederik I.

10 facts om kongen:

1. Første danskfødte konge i over 100 år.

2. 3. barn af Christian I og Dorothea, men første søn. Hans to storesøstre døde.

3. Døbt Johannes.

4. Gift med Christine af Sachsen og fik 5-6 børn.

5. Fik samlet Kalmarunionen.

6. Stort nederlag i Ditmarsken.

7. Mistænkes for at stå bag mordet på Poul Laxmand.

8. Skabte Danmarks første flåde samt flådeværft.

9. Blev smittet med syfilis

10. Døde efter et styrt til hest.

Gift med Christine af Sachsen i Vor Frue Kirke i København 6. september 1478. De boede på Nyborg Slot og på Københavns Slot, når de var i København. Her fik Kong Hans opført Vingården, da han var interesseret i dyrkning af vin. Hans og Christine fik sammen 5 eller 6 børn, hvoraf to nåede voksenalderen – Christian d. 2. og Elisabeth – mens resten døde som børn.

I de sidste ca. 10 år af hans liv blev en af dronning Christines hofdamer, Edele Jernskæg, kongens elskerinde. Hun fulgte kongeparret på deres rejser og efterhånden blev dronningen hjemme, mens Edele fulgtes med kongen. Selv efter Edele blev gift, fortsatte deres forhold.

Begravet i Odense Gråbrødrekirke sammen med dronning Christine, men da den blev nedlagt, flyttedes monumenterne i 1805 til Sankt Knuds Kirke, Odense Domkirke.

Konge af Danmark og Norge 1482-1513 samt af Sverige fra 1497-1513. Hans blev først konge knap 2 år efter sin fars død, da rigsrådet forsøgte at samle de 3 nordiske riger. Sverige ønskede dog ikke at deltage i en fælles union.

Hans havde et roligt temperament, samtidig med at han godt kunne demonstrere en vis brutalitet og beregning. Det fik eksempelvis den danske stormand, Poul Laxmand, at mærke. Poul Laxmand var dengang Danmarks største godsejer med flere hundrede gårde i primært Skåne. Det fik kongen til at beskylde Laxmand for at lave alliancer med svenskerne. Det kan ikke bevises, at det var Hans, der stod bag mordet på Laxmand, men morderne blev aldrig straffet og en måned efter benyttede Hans sig af situationen og konfiskerede Laxmands ejendom.

Uden bemærkelsesværdige brud på forfatningen eller imod traditionerne udvidede Kong Hans kongemagtens indflydelse, og som sin mor besad han en ikke ringe sans for økonomi og finanser. Især søgte han at fremme dansk handel og søfart, hvilket ofte gav et konfliktfyldt forhold ti Hansestæderne. Til gengæld blev der i 1490 sluttet handelstraktater med England og Nederlandene

Hans huskes for sin velvillighed overfor borgerlige personer. De højere kirkeembeder blev gerne besat med lavadelige eller borgerlige, der havde haft en fortid som skrivere i det kongelige kancelli.

På et ridt fra Viborg mod Aalborg i januar 1513 styrtede Kong Hans og faldt i Gjern Å og blev gennemvåd af is-vand. På stedet er rejst en mindesten og en nærliggende bro over åen er opkaldt efter kongen. Kong Hans var på rundrejse som dommer og fortsatte rejsen mod Aalborg, men blev tiltagende dårlig og døde efterfølgende i februar 1513.

Hans søn, Christian II blev herefter konge, men kun frem til 1523, hvor det stockholmske blodbad fandt sted.

Krige

Da hans 15 år yngre bror, Frederik, blev myndig, måtte Kong Hans i 1490 dele hertugdømmerne, Slesvig og Holsten med ham, da hertug Frederik følte sig forfordelt med hensyn til arv i kongerigerne, men Rigsdagen i Kalundborg slog i 1494 fast, at Danmark var et udeleligt valgrige, og afviste dermed hertugens krav. Frederik blev dog konge af Danmark 1523-1533.

I sine bestræbelser på også at blive anerkendt som konge af Sverige sluttede Hans i 1493 en traktat med Rusland imod den fælles fjende. Hans hvervede tropper, og efter et sejrrigt felttog lykkedes det ham at generobre Kalmarunionen og han blev omsider i 1497 kronet til svensk konge. Kalmarunionens vigtigste indhold var et kongefællesskab mellem de tre kongeriger Danmark, Norge og Sverige. Til Sverige hørte også Finland (til 1809), og til Norge hørte Island, Grønland, Færøerne, Orkneyøerne og Shetlandsøerne, så unionen omfattede hele Norden. Kalmarunionen havde sit magtcentrum i Danmark, men alle rigerne blev i hovedsagen regeret efter deres egne gamle love og traditioner.

I 1500 måtte Hans inkassere et ydmygende nederlag. Sammen med en 12.000 mand stor hær var han rykket ind i Ditmarsken, som nægtede at anerkende ham som fyrste. Men hæren blev overrasket af marskens ufremkommelige terræn og blev nedkæmpet af letbevægelige bondekrigere. Det ældste Dannebrog gik tabt og Sverige gjorde igen oprør.

En af Hans’ admiraler var Jens Holgersen Ulfstand, som i 1499 havde bygget borgen, Glimmerhus, i Skåne. Borgen fremstår i dag som Danmarks bedst bevarede middelalderborg. Som chef for den danske flåde kæmpede Jens Holgersen Ulfstand i 1511 mod Lybæks flåde syd for Bornholm i det største danske søslag siden vikingetiden. Det endte uafgjort.

Kong Hans skabte den første danske flåde og byggede i 1509-10 Danmarks første flådeværft på Slotø i Nakskov Fjord, kaldet Engelsborg. Det er Nordeuropas eneste bevarede skibsværft fra middelalderen. Engelsborg fungerede både som forsvarsværk med kanoner og som skibsværft. Engelsborg beskyttede indsejlingen til Nakskov, der på det tidspunkt var en vigtig søfartsby. Danmark blev under Kong Hans den ledende sømagt i Østersøen.

Tisvilde Hegn

Historien om Tisvilde Hegn er uløseligt knyttet til den store sandflugt, der tog fart i 1500-tallet. Dengang var der ingen skov. Der var landsbyer, jorden blev dyrket og kreaturet græssede på engene.

Faktisk har området været beboet siden stenalderen, hvilket den gamle oldtidsvej i Holløse Bredning vidner om. Vejen er fra jernalderen, men dele af en gammel bro rækker helt tilbage til stenalderen.

Men i 1500-tallet skete der noget. Jorden er fra naturens side næringsfattig ved kysten i Nordsjælland, skoven var fældet, og den sparsomme muld forsvandt. I stedet samlede sandet sig i miler på 10-30 meters højde, der vandrede nådesløst flere kilometer ind i landet.

På sin vej opslugte sandet landsbyerne Torup og Tibirke, og det oprindelige flade landskab med strandenge blev forvandlet til en ørken med store og små bakker af sand. 

De mange gravhøje fra bronzealderen – der er 59 gemt i skoven – har været et imponerende syn for alle, der sejlede langs kysten. En af gravhøjene er Kong Hans’ høj. Historien fortæller, at Kong Hans i 1496 var på besøg hos herremanden, Poul Laxmand af Asserbo (som kongen senere mistænkes for at have dræbt i 1502). Under besøget gik de to mænd en tur og kom forbi nogle af gravhøjene og efterfølgende blev en af højene opkaldt efter Kong Hans.

Valgsprog: For loven og folket.

Kilder:
lex.dk
kongegrave.dk
danskmoent.dk
danmarkshistorien.dk
Natmus.dk
Naturstyrelsen.dk
Roskildehistorie.dk
Fredericiahistorie.dk
Wikipedia.dk
Visitlolland-falster.dk

Christian V blev født 15. april 1646 på Duborg Slot i Flensborg i Hertugdømmet Slesvig som ældste søn af kong Frederik III og Sophie Amalie af Braunsweig-Lüneburg – altså 296 år før vores egen dronning Margrethe II og på netop det slot, som dronning Margrethe (den 1.), fra 1411 lod opføre som et værn mod holstenske grever, som igennem årtier havde haft stor indflydelse i byen. Placeringen var fordelagtig i forhold til angreb vest fra, samtidig med at havnen kunne forsvares fra borgen.

10 facts om kongen:

1. Født i Flensborg 16/5 1646, død 25/8-1699 i København

2. Forældre: Frederik III samt Sophie Amalie af Braunsweig-Lüneburg

3. Gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel med hvem han fik 5 børn, bl.a. Frederik IV. To af børnene døde tidligt.

4. Med elskerinden, Sophie Amalie Moth, fik han 3 børn, hvoraf den ene døde af kopper 1 år gammel.

5. Kongens hustru opdrog hans illegitime børn sammen med sine egne.

6. Blev første enevældige konge efter indførelsen af Kongeloven i 1665

7. Indstiftede Dannebrogsordenen i 1671

8. Vellidt af befolkning trods enevælden

9. Indførte Parforcejagten i de Nordsjællandske skove

10. Kongen døde efter at være blevet stanget af en kronhjort

Duborg slot var centrum for den danske kongemagt i Slesvig-Holsten i 1500- og 1600-tallet og i samme periode opholdssted for de danske konger. Frederik III boede på slottet, da han fik besked om sin fars, Christian IV’s død i 1648.

Navnet på borgen, som blev opført på kun 5 år, er der usikkerhed om, men en teori hævder, at slottet er opkaldt efter ridderen Jens Due, der levede i 1500-tallet. En anden forklaring kan være, at en due indgik i borgens våbenmærke. I dag ligger det danske mindretals gymnasium, Duborg Skolen, på slottets placering højt hævet over Flensborg bys centrum. 

Christian V var konge af Danmark-Norge fra 1670, men valgtes allerede som 4-årig i 1650 til sin fars efterfølger, såfremt han underskrev en håndfæstning. Det vigtigste i håndfæstningerne var princippet om, at kongen var bundet af loven, så de konger, der var bundne af håndfæstninger, var ikke enevældige, således som kongerne efter 1660.

Skønt kongen efter enevældens forfatning var magtfuldkommen, var Christian V dårligt forberedt til sit høje embede. Faderen holdt ham lige til det sidste borte fra statssager, og bortset fra en længere udenlandsrejse 1662-63, som bl.a. førte ham til Solkongens Paris, blev der ikke udfoldet større anstrengelser for at udvide hans horisont og bibringe ham dannelsesmæssige færdigheder.

Da han den 9.2.1670 tiltrådte sin regering, skete det dog ikke i kraft af håndfæstningen, men som følge af den automatiske arvefølge, som var beskrevet i Kongeloven fra 1665. Kongeloven var forfatningsloven for den danske enevælde. Den blev underskrevet af Frederik III på hans fødselsdag den 14. november 1665, men først læst op ved Christian V’s salvning i 1670.

Christian V var den første, som besteg tronen som enevældig konge. Det viste sig bl.a. ved kroningen, hvor Christian selv satte kongekronen på sit hoved.  Han blev salvet i 1671 i Frederiksborg Slotskirke, hvor han sad i den nylavede tronstol. Til salvingen blev fremstilles 3 sølv-løver i naturlig størrelse, som skulle bevogte kongens trone. Løverne bruges stadig i dag, når regenten ligger på Castrum Doloris.

Kongemagten var guddommelig af natur, og kongen var Guds stedfortræder på jorden. Da kongen ikke var godt skolet, måtte han have hjælp af sine embedsmænd; til tider så meget, at magten reelt blev taget ud af hans hænder. Et eksempel herpå er den store indflydelse, Griffenfeld fik. Han var dansk rigskansler 1674-76 og løb regulært om hjørner med kongen. Griffenfeld var uddannet ved Københavns Universitet samt universiteterne i Leyden og Oxford. Han opholdt sig i England ved monarkiets genindførelse i 1660 og i Frankrig ved Ludvig 14.s personlige magtovertagelse i 1661. Griffenfeld kom i unåde, da han gik ind for en mildere kurs mod Frankrig og arvefjenden Sverige. Under den skånske krig lod Christian V ham falde. I 1676 blev han anklaget for korruption, embedsmisbrug og landsforræderi og dømt til døden, men i sidste øjeblik benådet til livsvarigt fængsel. 

Alligevel blev Christian V’s regeringstid en rig reformperiode, hvori det lykkedes enevælden for alvor at konsolidere sig samt modernisere samfundsstrukturen gennem store initiativer som Danske Lov 1683, Norske Lov 1687 og Den Store Matrikel 1688. 

Christian var kun jævnt begavet, men var dog i besiddelse af en vis sund forstand. Han skrev udførlige dagbøger over alt - særlig på det militære, finansielle og udenrigske område. Han drøftede sine tanker med sine ministre, gjorde uddrag af alle mulige regnskaber, arbejdede selv ivrigt med på udarbejdelsen af budgetterne og var stærkt optaget af, hvorledes man skulle få indtægterne til at dække de store udgifter.

Der oprettedes en ny højadel af grever og baroner, som besad stort jordegods.

Kongen og hans omgivelser skulle danne den højeste Sfære, hvortil man kun kunne hæve sig skridt for skridt gennem udmærkelser, der udelukkende afhang af den kongelige nåde.

Derfor oprettedes Dannebrogsordenen, og Elefantordenen, der havde bestået i et par hundrede år, fornyedes, ligesom den første rangforordning udstedtes.

Christian mindede på mange måder om sin bedstefar, Christian IV, om end han var i mindre format. Han var ligesom bedstefaderen en modig og tapper mand samt en venlig, godmodig og jævn mand, der forstod at komme på en god fod med det københavnske borgerskab. Hans væsentligste interesse var legemlig idræt, han var en fortrinlig rytter, hvilket han gav folk rig lejlighed til at beundre ved de prægtige karruselridt han ofte foranstaltede i København.

Parforcejagt var højeste mode blandt Europas enevældige fyrster i 1600-tallet. Jagten var et stort, fornemt anlagt skuespil, der handlede om at vise magt og pragt. I Danmark foregik jagten i de nordsjællandske skove.

Parforcejagten blev indført i Danmark af Christian V. Jagten stammer fra Frankrig, hvor Christian V som ung kronprins havde besøgt det franske hof og Solkongen Ludvig den 14. og var blevet fascineret af den pompøse jagtform.

Parforcejagt handlede ikke om at få mad på bordet, for en hjort, som har løbet i flere timer, er uspiselig pga. mælkesyre i musklerne. Det var et show.

Kongen og hans fornemme gæster deltog eller opholdt sig et sted centralt i skoven under jagten, mens de ventede på at blive tilkaldt. Imens forfulgte jægere til hest og med hunde dagens udvalgte bytte. I Danmark var det ofte en stor, majestætisk kronhjort.  Fra ventepladsen kunne kongen og hans gæster betragte jægere, heste og hunde, der i fuld fart forfulgte den paniske hjort. Når den udmattede kronhjort ikke kunne løbe længere, bed hundene sig fast i dens hals, ører, ben og mule. Nu var hjorten ”stillet”, og kongen blev tilkaldt med et særligt hornsignal. Han udførte sin pligt som jagtens leder ved at aflive dyret med et stik i hjertet. Til formålet brugte kongen et spyd eller et lille jagtsværd, kaldet en hirschfænger.

Det var her, han kunne vise sig som en mægtig krigerkonge, der herskede over naturen. Men det var bestemt ikke en ufarlig opgave. Det krævede både præcision, styrke og ikke mindst mod at bevæge sig tæt ind på dyret og give det nådesstødet. Den 100-200 kilo tunge kronhjort var godt nok udmattet, men med adrenalin og frygten pumpende i kroppen, var det svært for hundene at holde den fast. Et svirp med det store gevir eller et kraftfuldt spark med bagbenene var dødsensfarligt. For det meste gik det dog godt, og kongen kunne triumfere foran sine gæster. Dog var det netop ved sådan en jagt, at kongen blev stanget af en kronhjort og pådrog sig så mange kvæstelser, at han døde af dem året efter.

Magt, Jagt og Pragt

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er enestående kulturområder og består af Gribskov, Store Dyrehave og Jægersborg Dyrehave og Hegn. De tre skove er alle en del af Unescos Verdensarv-liste og er et unikt kulturlandskab, der fortæller om kong Christian V’s enorme magt og hans behov for at demonstrere den ved at kontrollere naturen.

Krige. Skånske Krig startede i 1675. Danmark var allieret med Brandenburg og Sverige var allieret med Frankrig. Krigen startede i Nordtyskland, hvor de svenske besiddelser blev angrebet. Wismar i Mecklenburg blev indtaget, og den danske flåde under ledelse af Niels Juel forhindrede svenskerne i at føre tropper frem. I 1676 blev Gotland og Øland indtaget af den danske flåde i samarbejde med hollænderne. Senere vandt danskerne også Ystad, Landskrona og Kristiansstad, men ved slaget i Lund, hvor kongen selv deltog, led danskerne et nederlag mod Halmstad og Helsingborg. I alt 9000 mand mistede livet. Ved krigen bar Christian V denne beklædning og disse våben.

Som helhed var krigen fremgangsrig for Danmark-Norge, og ved krigsafslutningen stod man militært stærkt: Danmark havde det absolutte søherredømme, danske og norske styrker besad Bohuslän, Gotland, Helsingborg og Landskrone, Rügen samt andre svenske besiddelser i Nordtyskland. Alligevel måtte alt ved freden i 1679 leveres tilbage til Sverige. Frankrig, der var kontinentets dominerende magt og Sveriges allierede, dikterede freden, der genoprettede grænserne af 1660.

Kongens valgsprog: Med gudsfrygt og retfærdighed.

Kilder:
Graenseforeningen.dk
Kongegrave.dk
Lex.dk
Danmarkshistorien.dk
Natmus.dk
Parforce.dk
Danmarkskonger.dk