Løbsinformation
Velkommen!
Her kan du finde information, bla. om startprocedure, jagtsstart, ruten, præmier og meget mere.
Al information her på siden vil løbende blive opdateret og der vil blive tilføjet mere. Så sørg for at kigge her kontinuerligt 〽️ 👑
Generel information
Markering af ruten
Ruten er markeret med små flag. ORANGE flag er til den originale distance, mens HVIDE flag er til kort/børne distance. Desuden supplement af rød/hvid markeringsstrimmel, samt skilte med pile. Der vil på nogle etaper være crew på udvalgte steder på ruten til at vise vej.
Forplejning
På anden, tredje, fjerde og femte etape vil der være banan, vand og saft på ruten. På første etape vil der være banan, vand og saft i mål.
På stævnepladsen vil der også være en kiosk, hvor der bla. kan købes kage, sandwich, kaffe, is, gel, barer, sodavand med mere.
Deltagerne opfordres til at nyde aftensmad eller frokost på stævnepladsen i godt selskab efter etapen. Dette kan enten købes i vores kiosk, eller selv medbringes.
Toiletter
Der vil være transportable toiletter på eller i tilknytning til stævnepladsen som skal anvendes.
Ansvar
Deltagelse sker på eget ansvar og deltageren anbefales at have tegnet en passende forsikring. Såfremt deltageren mister en chip eller ikke afleverer den tilbage, forbeholder Activivi I/S sig retten til at opkræve deltageren for 500 kr. pr. mistet chip.
Hvor skal jeg sove?
Der henvises til VisitNordsjællands hjemmeside.
Hvordan skal jeg opføre mig?
Arrangørerne af Kongernes 5-dages passer godt på naturen og vores omgivelser og vi forventer at du gør det samme. Det betyder at affald tages med hjem eller smides i en skraldespand. Toiletbesøg foregår på opstillede toiletter. Cigaretter og anden brug af åben ild må ikke anvendes.
Vi forventer at alle deltagere er ærlige og udøver fairplay.